Efter sin matchvinder-rolle mod Manchester City kan Christian Eriksen godt tillade sig at drømme om det engelske mesterskab, mener tre personer tæt på den danske stjerne.

Sikke en måde at fejre sin 24 års fødselsdag på. Med sin scoring til 2-1 i slutfasen af topkampen mellem Manchester City og Tottenham gjorde Christian Eriksen lige en mærkedag lidt mere speciel og blev det helt store samtaleemne i korridorerne på Etihad Stadium.

Med sejren rykkede Tottenham tilbage på den andenplads, som Arsenal tidligere på søndagen havde overtaget for en stund, og kom samtidig tættere på klubbens første mesterskab siden 1961, da førerholdet  Leicester med Kasper Schmeichel led nederlag på Emirates. Tottenham er nu kun to point efter førstepladsen i Premier League, og det er alt sammen med en dansk landsholdsspiller i en betydelig rolle.

BT har talt med tre personer helt tæt på Christian Eriksen om den succes, den danske landsholdsstjerne i øjeblikket nyder.

THOMAS ERIKSEN

Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Far til Christian Eriksen

»Det her var en kamp mod Manchester City, men det kunne lige så godt have været en kamp mod alle andre hold. Det gælder bare om at være afgørende, og så er det selvfølgelig sjovest, når man er det i så stor en kamp. Men jeg kan ikke se, at denne kamp var mere speciel end de andre.«

»Mauricio Pochettino (Tottenhams manager, red.) veksler meget i sin startopstilling, og jeg tror ikke, at han satser 100 procent på de næste kampe (Fiorentina i Europa League og Crystal Palace i FA Cup, red.). Jeg tror, at der bliver skiftet en del ud. Men jeg tror ikke, at Christian vil bede om en pause, for han kan godt lide at spille meget, og han bliver ikke dårligere af det. Det er ikke så tit, at man kan se, at han bliver træt. Når vi når til afslutningen af sæsonen, plejer han at være i optimal form, og det må man sige, at han er nu.«

»Jeg håber da på, at Tottenham vil vinde guld, og det kunne da være fantastisk, men Arsenal har også et godt hold. Jeg tror, at deres indbyrdes kamp på Tottenhams hjemmebane 5. marts bliver afgørende.«

ÅGE HAREIDE

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Danmarks landstræner

»Grunden til, at Christian gør det så godt for tiden, er, at han er en god fodboldspiller. Han har desuden vigtige spillere omkring sig, der kan sætte ham op. Han har også en rolle på et velfungerende Tottenham-hold, der passer ham – som blandt andet kontraspiller. Han har lavet mange flotte ting i sin karriere, og målet mod Manchester City efter et flot dybdeløb var meget vigtigt. Det betyder meget for landsholdet, at han gør det så godt i øjeblikket. Det påvirker spillerne positivt, og giver Christian selvtillid. Det er desuden vigtigt, at vores profiler præsterer. Derfor er det godt, at Kasper Schmeichel og Christian Eriksen er med til at kæmpe om mesterskabet.  Og jeg tror godt, at Christian kan blive engelsk mester. Der er generelt høje forvent-
ninger til sådan en god spiller, og gode spillere skal levere. Og det gør Christian.«

LASSE SCHÖNE

Foto: OLAF KRAAK
Vis mere

Ven og tidligere holdkammerat

»Det er dejligt at se ham score et vigtigt mål. Jeg har aldrig været i tvivl om hans fodboldkvaliteter, og det er fedt at se, at han gør det godt. Hans første år i Tottenham var fantastisk, og nu er han igen vigtig for holdet, og det er dejligt at se en kollega og en ven gøre det godt. Han er glad for at være i Tottenham, og jeg tror godt, at holdet kan gå hen og blive mester. Man kan sige, at de store hold har en lidt mindre god sæson, og et hold som Leicester ligger nummer ét, så hvorfor skulle Tottenham ikke vinde guld? Det ville være kæmpestort. Holdet burde helt sikkert gå efter det i mine øjne.«

»Jeg synes, at han i forhold til Ajax-tiden (fra 2008 til 2013, red.) sparker flere frispark ind, og man kan godt se, at han er blevet lidt mere voksen. Han holder fast i bolden på de rigtige tidspunkter, og så har han selvfølgelig altid haft en god næse for de rigtige stikninger og løb, og han har fået meget mere erfaring og har spillet et hav af kampe, og som man kunne se i weekenden mod Manchester City, går han nu ind og tager ansvaret på sig i de vigtige kampe. Det er dejligt at se.«