Sagnet siger, at når Danmark stander i våde, vågner Holger Danske op til dåd. Og i fodboldteknisk forstand ER nationalhelten vågnet fra kasematerne på Kronborg.

Efter to nederlag på stribe vandt oprykkerne fredag aften med 2-1 på udebane over Sønderjyske. Det var ganske velfortjent, og der var ingen tvivl om, hveilken af Kronborgs Drenge der bedst inkarnerede Holger Danske.

Navnet er Aaquist. Mads Aaquist.

Han er 22 år, og den tidligere back viste sig frem på aldeles fremragende vis freda aften Haderslev.

I en rolle som hængende angriber var han en evig kilde til uro for Sønderjyskes forsvar. Han opererede både lige bag angriberne og ude på kanterne. Og så scorede han begge de nordsjællandske mål.

 
Helsingør slog fortjent SønderjyskE med 2-1 - også til trods for, at SønderjyskE havde straffespark kort før tid.
Vis mere

»Det er et kæmpe boost. Det gør noget ved et holdt, når man taber, som vi havde gjort i de to første kampe. Nu har vi vist, at vi ikke alene kan være med. Vi kan også vinde fodboldkampe på dette niveau,« sagde Mads Aaquist efter kampen til Canal 9.

I kampens start så det ellers ud til, at det ville gå FC Helsingør, som det var gået i de to første kampe. Nydeligt spil - men ingen point.

Den tidligere FC Helsingør-spiller, Philip Zinckernagel, gjorde det onde ved sin  gamle klub, da han efter små ti minutters spil bragte hjemmeholdet foran.

Men gæsterne lod sig ikke slå ud.

Kort før pausen scorede Mads Aaquist på et smart, fladt skud. Og i anden halvleg bragte Mads Aaquist sit hold på sejrskurs, da Sønderjyskes Marcel Rømer begik dødssynden: Han driblede som bageste mand.

»Jeg opfatter situationen, og jeg piller bolden fra ham, og så er jeg lidt heldig, at den bliver rettet af på vej derind,« sagde Mads Aaquist beskedent efter kampen.

Hans chef, Christian Lønstrup, roste gerne FC Helsingørs målhelt.

»Mads er en lidt atypiisk spiller.. Han er god på bolden, og han er farlig i feltet. I dag gjorde han lige, hvad vi bad ham om,« sagde FC Helsingørs træner.

Marcel Rømer selv var ikke bleg for at erkende sin fejl.

»Jeg hører godt, at der er en, der råber 'ryg'. Men jeg tror så, at han er forb mig, da jeg laver min fejl. Der er ikke meget glæde i mig lige nu. Selv uden den fejl var det for dårligt, hvad vi lavede. Vi begynder godt, men i de sidste 80 minutter var det for dårligt.«

Sønderjyskes træner, Claus Nørgaard, havde svært ved at forklare kollapset, der fulgte efter en flot sejr i sidste runde på udebane mod AaB.

»Jeg ved ikke, om det var det tidlige føringsmål, der lullede os i søvn. Vi viste i hvert fald for lavt bundniveau. Vi skal tilbage til de sønderjyske dyder. Hårdt arbejde, ansvarlighed og ydmyghed,« sagde Claus Nørgaard.

Christian Lønstrup forsøgte at holde begge ben på jorden trods den historiske første sejr.

»Sejren er vigtig, for havde vi tabt igen, så havde det store tema været, at vi stod på nul point. Stort set alle har dømt os ude. Og i den tredje kamp kommer vi tidligt bagud. Men vi graver dybt, jagter udligningen, får den og kommer os foran. Og så er vii lidt heldige, at de ikke scorer til sidst,« sagde den tidligere FCK- og landsholdsspiller.

»I de to første kampe synes jeg så, at vi har lidt utur. At vinde her kræver også lidt held. Og nu er spillerne ved at finde ud af, hvad der skal til for at vinde kampe på dette niveau,« sagde Christian Lønstrup.