FC Helsingør rykkede onsdag aften op i 1. division med en sejr på 1-0 over Holbæk. Martin Koch scorede kampens enlige mål efter to minutters spil.

Den nærmeste konkurrent, Frem, spillede kun uafgjort ude mod HIK, og dermed var nordsjællænderne under alle omstændigheder rykket op, selvom der mangler tre runder af 1. division.

Ud af 27 kampe har FC Helsingør kun tabt en enkelt, og målscoren er så fin som 55-18.

Klubben har ikke været i den næstbedste række siden 1993 - dengang under navnet på moderklubben, Helsingør IF.

Der er udsigt til Sjælland Rundt i næste sæsons 1. division, da FC Roskilde, HB Køge, Lyngby og Superliga-nedrykkerne FC Vestsjælland også skal spille i landets næstbedste række.

Næstved kan meget vel også komme med, da sydsjællænderne fører 2. division vest med et forspring på fire point ned til fynske Marienlyst. Onsdag vandt begge klubber. Næstved slog FC Svendborg med 1-0, mens Marienlyst tævede Brabrand 4-0.

Endelig kan AB komme med i næste års 1. division som det syvende sjællandske hold, men det forudsætter dels, at akademikerne på lørdag vinder ude over AGF, dels at FC Fredericia ikke vinder hjemme over HB Køge.