Det var en glad og tilfreds Nicklas Helenius, der mødte pressen efter AaB's sejr på 1-0 over portugisiske Rio Ave i Europa League-gruppespillet.

Anderledes kunne det naturligvis ikke være.

For det første var det ham, der lavede sejrsmålet på et veltimet hovedstød blot 53 sekunder efter pausen, og for det andet betyder resultatet, at AaB fortsat er med i kampen om en af Europa League-puljens to øverste pladser, der giver adgang til forårets cup-kampe.

- Jeg er rigtig, rigtig glad for sejren. Nu ser det igen lyst ud for os. Rio Ave er ikke stærkere end at vi kan besejre dem dernede i Portugal. Og hvad angår de to andre hold i puljen (Dinamo Kiev og Steaua Bukarest, red.) tror jeg på, at det er hold, som vi kan hente point mod på hjemmebane. Sejren over Rio Ave har helt klart stemplet os ind i puljen igen, sagde Nicklas Helenius.

Han lagde ikke skjul på, at scoringen har stor personlig betydning.

- Siden jeg i sommer kom tilbage til Aalborg fra Aston Villa har jeg sukket efter succesoplevelser. Men set i bakspejlet har jeg måske også lagt et lidt for stort pres på mig selv. Før mit AaB-comeback har jeg ikke spillet kamp i næsten 10 måneder. Derfor har jeg manglet skarphed, sagde Nicklas Helenius og tilføjede:

- Men nu er jeg for alvor ved at være 'den gamle Helenius'. Man så ham i 60 minutter mod Rio Ave. Nu mangler jeg bare at få lagt den sidste halve time til.

Allerede før pausen havde Nicklas Helenius bolden i portugisernes netmasker. Men kampens franske dommer annullerede scoringen, fordi Rasmus Thelander angiveligt havde begået frispark i en nærkamp med Rio Aves ghaneser Emmanuel Boateng.

- Jeg var ikke enig i dommerens kendelse. Men vi vandt alligevel. Og det er en fed fornemmelse, sagde Nicklas Helenius, der efter kampen blev rost til skyerne af AaB-træner Kent Nielsen.

- Nicklas spiller en god kamp. Og så får han scoret. Det er vigtigt for hans selvtillid. Men jeg er sikker på, at vi endnu ikke har set det bedste fra ham endnu, sagde Kent Nielsen.

Uanset hvordan det kommer til at gå AaB i Europa League er deltagelsen en økonomisk guldgrube.

For udover en større to-cifret million-bonus for at have kvalificeret sig, indkasserer man 100.000 Euro (ca. 750.000 kroner) for et uafgjort resultat, mens der er det dobbelte beløb for en sejr.

Da kvalifikationen til puljespillet kom i hus opjusterede AaB A/S årsregnskabet fra et plus på 13 mio. kroner til et overskud på mellem 40 og 50 mio. kroner.

- Hvis vi havde været ene om at repræsentere Danmark og var vi kommet i en pulje med klubber, der har større publikumstække end Rio Ave, Steaua Bukarest og Dinamo Kiev, kunne vi have tjent endnu mere, siger AaBs administrerende direktør Stephan Schors, der baserer sine forventninger på, hvad andre danske klubber har tjent på Europa League-deltagelse de seneste år.

AaB spiller sin næste kamp i Europa League 23. oktober, når Dinamo Kiev gæster Aalborg.