Når det danske fodboldlandshold 6. juni spiller testkamp mod Tyskland og fire dage senere spiller VM-kvalifikationskamp ude mod Kasakhstan, bliver det med det tunge skyts i front.

Nicolai Jørgensen, Kasper Dolberg og Yussuf Poulsen vender således tilbage i Hareides trup.

De to førstnævnte mødte også ind i landsholdstruppen, da den senest var samlet i marts, men her endte de med at rejse skadede hjem, før landskampen i Rumænien.

Åge Hareide har også tre potentielle debutanter i sin trup.

Det drejer sig om Lyngby-målmand Jesper Hansen, FC Köln-forsvarer Frederik Sørensen og Zulte Waregem-midtbanen Lukas Lerager.

De afløser Jonas Lössl, Peter Ankersen og Daniel Wass, der er fravalgt af forskellige årsager.

Danmark ligger nummer tre i sin VM-kvalifikationsgruppe med syv point for fem kampe. Det samme har Montenegro på andenpladsen.

Kun gruppevinderen - der ligner Polen med 13 point for fem kampe - kommer direkte med til VM, mens toeren kan håbe på at skulle spille playoff.

Montenegro er den dårligste toer på tværs af de europæiske VM-kvalifikationsgrupper.

»Vi jagter andenpladsen i gruppen, og så skal en kamp som den, vi har i Kasakhstan, vindes,« siger Åge Hareide.

Der er foreløbig solgt 10.000 billetter til testkampen mod Tyskland på Brøndby Stadion. DBU forventer at sælge omkring 20.000 billetter.

»Det bliver spændende at teste os mod verdensmestrene. Jeg tror, alle spillere gerne vil spille mod Tyskland,« siger Hareide.



/ritzau/