Fredag tog den nye danske landstræner Åge Hareide første skridt i sammensætningen af staben omkring landsholdet. Det betød udskiftninger for de tre danske assistenttrænere Martin Jørgensen, Torben Storm og Peter Bonde.

»Vemodigt, men fair«. Sådan lyder udmeldingen fra de danske assistenttrænere.

Peter Bonde og Torben Storm har begge assisteret Morten Olsen i 10 år, mens Martin Jørgensen nåede at være tilknyttet knap et år.

»Det er vemodigt, men jeg havde jo meldt ud, at jeg ville stoppe til sommer, så nu skal vi bare finde en aftale, som gør, at jeg kan stoppe med det samme,« siger Peter Bonde, der meddelte DBU, at han ville stoppe til sommer, da det ikke lykkedes Danmark at kvalificerer sig til EM i Frankrig.

»Det er jo fair nok, at en ny træner gerne vil sætte sit eget hold, og jeg føler det ikke som et nederlag på nogen måde,« uddyber 69-årige Torben Storm og følger op:

»Det mest vemodige og frustrerende er, at man ikke har sluttet godt af, fordi vi missede kvalifikationen til EM i Frankrig. Så på den måde sluttede det hele lidt for brat«.

Fælles for de to rutinerede herrer – Peter Bonde og Torben Storm – er, at de især husker slutrunderne. Her står VM i Sydafrika i 2010 som en helt særlig oplevelse.

»Der var mange store oplevelser i det VM. Det var spændende at være med til den første slutrunde i Afrika, og det var godt at opleve hele den der fodboldglæde, som man så hos børnene på gaden,« mindes Torben Storm.

Martin Jørgensen har ikke haft hvervet så længe som de to andre. Han tiltrådte som assistenttræner i februar sidste år, og han har dermed blot siddet i rollen i knap et år.

»Det er naturligt, at han vil vælge sin egen stab. Jeg ville have gjort det samme i hans sted (Hareide, red.). Det har været lærerigt at se fodbolden fra den anden side, og det har været sjovt at få lov til at stå og råbe lidt af de bedste spillere i Danmark, men jeg græder mig ikke i søvn over ikke længere at skulle være med,« siger 39-årige Martin Jørgensen, der oprindelig havde en kontrakt, som løb frem til sommer. Nu vil den tidligere landsholdsspiller koncentrere sig om TV-jobbene og ungdomsarbejdet i AGF.

Peter Bonde fortæller, at han vil blive i trænervirket, men at han nu vil rette blikket mod ungdomsfodbold og talentudvikling, nærmere bestemt U15- til U19-spillere. Torben Storm fortsætter sit trænerarbejde med talenterne i HIK.