Kasper Dolberg leder efter målet p.t., men Åge Hareide er sikker på, at Dolberg nok skal ramme topformen igen.

Brøndby. Angriberkometen Kasper Dolberg var mandag igen udtaget til det danske fodboldlandshold, selv om Ajax-forwarden har haft en målløs start på sæsonens første fem kampe.

Landstræner Åge Hareide medgiver, at Dolberg ikke har spillet på helt samme niveau som i sidste sæson, men han er sikker på, at silkeborgenseren nok skal komme i gang.

- Kasper Dolberg havde en strålende sæson i fjor, men han er nok den af de tre midterangribere, som ikke ser så god ud, som han plejede at være i sidste sæson, men alle kan have kampe, hvor de ikke lykkes, siger Hareide.

Det er Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius, som Hareide henviser til som de to andre midterangribere.

Modsat har Nicklas Bendtner har haft gang i målscoringen for Rosenborg, der har spillet sommeren over, da den norske liga løber efter kalenderåret.

Netop Bendtner og Dolberg mødtes torsdag i Europa League, og ved den lejlighed overstrålede 29-årige Bendtner sin ti år yngre landsmand.

Hareide var dog ikke tæt på at vælge Bendtner over Dolberg.

- Jeg så selv kampen mod Rosenborg, og det er helt rigtigt, at Bendtner var bedre. Men man må ikke kun kigge på en enkelt kamp.

- Som så mange andre unge drenge kan Dolberg opleve tunge stunder. Desuden er han også en fremtidens mand, som man må bygge på ved at give ham erfaring på dette niveau.

- Så jeg kan ikke kun bedømme ham på, at han ikke havde en stærk kamp mod Rosenborg, siger Åge Hareide.

Ud over Dolberg ser nordmanden lyst på formen hos de fire andre spydspidser, som han mandag udtog til VM-kvalifikationskampene mod Polen og Armenien 1. og 4. september.

- Jeg tror, at de er i god form, efter de netop er netop kommet i gang med ligaerne.

- Nicolai Jørgensen scorede i den første kamp for Feyenoord, og Andreas Cornelius kom ind i den første kamp for Atalanta mod Roma. Det er et positivt tegn, at de allerede bruger Cornelius i mere end en halv time.

- Yussuf Poulsen scorede i en pokalkamp, og han leverede en stabil præstation i Bundesligaen og så god ud, selv om RB Leipzig tabte.

- Viktor Fischer er på vej op igen efter en lidt mørk tid i Middlesbrough. Han har altid givet os energi. Han leverer gode træninger og er på hele tiden. Det kan jeg godt lide, og derfor er han med igen, siger Hareide.

Pione Sisto står oplistet som midtbanespiller i Hareides landsholdstrup. Nordmanden fortæller dog, at Sisto både er i spil til en rolle på midtbanen og i angrebet.

/ritzau/