Ifølge Horsens Folkeblad bliver Åge Hareide siddende som dansk landstræner frem til 2020.

Danmarks landstræner Åge Hareide siger til Horsens Folkeblad, at han og Dansk Boldspil-Union (DBU) er blevet enige om en kontraktforlængelse.

Hareides nuværende kontrakt stod til at udløbe i 2018, men ifølge Horsens Folkeblad er parterne blevet enige om at forlænge samarbejdet frem til 2020.

Hareide siger til mediet:

»Vi har forhandlet kontrakten færdig. Den ligger hjemme i min skuffe, og DBU har en dato for, hvornår det bliver offentliggjort,« lyder det fra landstræneren.

Hareide og landsholdet er samlet i München inden den vigtige VM-kvalifikationskamp søndag ude mod Rumænien.

63-årige Åge Hareide har stået i spidsen for Danmark i ti landskampe. Det er endt med fem sejre, to uafgjorte og tre nederlag med en samlet målscore på 21-10.

Bag tallene gemmer sig, at Danmark er under pres i VM-kvalifikationen, efter det hele startede godt i venskabskampene efter nordmandens tiltrædelse.

Han indledte med blot ét nederlag i fem kampe, men i VM-kvalifikationen er status to sejre og to nederlag efter fire kampe. Kun Armenien og Kasakhstan har Danmark besejret. Nederlagene er faldet mod Montenegro og Polen.

Danmark ligger således på tredjepladsen i gruppe E før den vigtige udekamp mod Rumænien på søndag.

/ritzau/