Landstræner Åge Hareide afviser Martin Braithwaites påstand om, at det er nemmere at spille sig på landsholdet, hvis man repræsenterer FC København.

Landsholdsangriberen kommer med sin opsigtsvækkende kritik af landstræneren i TV3 Sport-programmet ’Sat Af’:

»Hvis du er dansker og spiller i den danske liga, og du bliver hypet og kommer ud til udlandet og flopper, fordi du ikke er god nok. Så kommer du tilbage til FCK, og du spiller, så starter du inde på landsholdet. Det er den letteste måde at komme ind på landsholdet. Sådan har jeg set, at det er, og jeg føler, at det er sørgeligt,« siger Braithwaite, som nyder fin succes i franske Toulouse, hvor han i fire sæsoner har spillet fast og scoret 34 mål.

Det har kastet 15 landskampe af sig for den tidligere Esbjerg-angriber, som senest var i aktion for Danmark i udebanekampen mod Rumænien i marts, hvor han kom på banen i anden halvleg.

Landstræner Åge Hareide er blevet spurgt ind til kritikken af Jyllands-Posten, og han afviser Braithwaites påstand om, at det skulle være nemmere at komme ind i landsholdsvarmen, hvis man er FCK’er.

»Jeg kan ikke forstå, hvis man kan mene, at en spiller som eksempelvis Andreas Cornelius kun er på landsholdet, fordi han spiller i FCK. Det er konkurrencen i front med spillere som Dolberg i Ajax, Nicolai Jørgensen i Feyenoord og Martin selv i Toulouse for hård til. FCK-spillerne er der, fordi de er gode spillere med et godt landsholdsniveau,« siger landstræneren, som ikke bryder sig om at se sine spillere levere mere eller mindre direkte kritik af hans dispositioner i medierne.

»Jeg kan godt lide ambitioner og spillere, der gerne vil starte inde, men han skal selvfølgelig sige sådan noget til mig og ikke udadtil. Han har spillet godt i Toulouse og gjorde det også rigtig godt i Rumænien. Men det tror jeg også, alle kan blive enige om, at Andreas Cornelius også gjorde, som det her måske er en hentydning til,« siger Åge Hareide.