Nicklas Bendtner er i spil til efterårets landskampe, hvis han fortsætter sin fornuftige periode i Rosenborg.

Brøndby. Den danske angriber Nicklas Bendtner var ikke at finde i den trup, som landstræner Åge Hareide udtog tirsdag til testkampen mod Tyskland og VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i juni.

Men når nordmanden igen til efteråret skal udtage det danske landshold, kan Rosenborg-angriberen godt være blandt de navne, som Hareide remser op.

Til den tid vil han forhåbentlig være i topform, siger Åge Hareide.

- Hvis man kigger på niveauet i den norske liga og på Bendtners lange fravær, så behøver han mere tid for at kunne komme på landsholdet.

- Jeg tror ikke, vi får ham op i fulde omdrejninger, før han begynder at spille internationale kampe for Rosenborg i juli, hvor de skal forsøge at kvalificere sig til Champions League. Der får vi en bedre indikation på, hvor han er, siger Hareide.

Bendtner har lavet fire mål i sine første ti ligakampe for Rosenborg.

Landstræneren var så sent som i weekenden i Trondheim for at besigtige ham på stadion, da Rosenborg - Hareides eksklub - fejrede 100 års jubilæum med en kamp mod Lilleström.

- Bendtner har leveret godt for Rosenborg, og de er også meget godt tilfredse. Jeg så ham i lørdags i Norge. Der kiggede jeg på ham og Mike Jensen. Bendtner lavede en kasse igen og var god, siger Hareide.

Bendtner optrådte senest på det danske landshold i november 2015. Han har lavet 29 mål i 74 landskampe.

/ritzau/