Anders Lindegaard har ikke været med på landsholdet siden 2013. Nu er han tilbage.

Målmanden er blevet udtaget til tirsdagens testkamp mod Skotland, efter at landstræner Åge Hareide har fået problemer på posten mellem stængerne.

Søndag måtte førstemålmand Kasper Schmeichel forlade træningen med en øm muskel. Også trdjemålmand Frederik Rønnow har måtte forlade truppen med et trykket ribben.

Dermed var der kun Jonas Lössl tilbage op til den kommende testkamp i Glasgow.

Åge Hareide begrunder udtagelsen af Anders Lindergaaard således:

»Lindegaaard har stået godt, siden han kom til Preston, og har erfaring med A-landsholdet fra tidligere,«, siger nordmanden til DBU.dk.

Anders Lindegaard har været gennem en omskiftelig periode. Efter flere år på bænken i Manchester United skiftede han i sommer til WBA, hvor det heller ikke blev til spilletid. Derfor blev han i vinterpausen udlejet til Preston.

Anders Lindegaard har spillet 5 landskampe. Først mandag vil han ifølge DBU støde til landsholdslejren.