Aftenens venskabskamp mod Tyskland på Brøndby Stadion bliver en festlig begivenhed, hvor man fejrer 25 års jubilæet for den danske triumf ved EM i fodbold.

Reelt set er kampen dog uden betydning, udover nostalgien. Men for landstræner Åge Hareide er det en vigtig forberedelse inden en meget afgørende VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan på lørdag.

»Vi får en kamp mod Tyskland, hvor vi kan måle styrke med nogle af de bedste i verden. Så får vi gang i fødderne inden Kasakhstan, og jeg tror, vi får meget ud af det,« sagde landstræneren på gårsdagens pressemøde.

4-3-3 for alvor

I de seneste landskampe har Åge Hareide eksperimenteret med en plan B, hvor man forlader det tremandsforsvar – eller femmandsforsvar om man vil – som landsholdet har spillet med i Hareides første tid.

Den nye plan har været en mere offensiv 4-3-3-opstilling, som landsholdet kender til fra tiden under Morten Olsen. Ifølge Hareide har det været en nødvendighed at kunne spille på flere strenge end den, man indledningsvis har været meget tro mod.

»3-5-2 var på mange måder lettere at indlære i forhold til at gøre os trygge med en måde at spille på, men vi er nødt til at have to planer i international fodbold. Vi skal kunnet skifte de trygge rammer ud og spille med endnu mere aggressive spillere oppe i banen, som vi gjorde i den første kamp mod Kasakhstan. Vi har også nok angribere nu til at kunne spille 4-3-3, og de type angribere, vi har, er meget løbestærke, og det må vi kunne udnytte specielt i overgangsfasen,« siger Hareide.

Stærkest mulige opstilling

Til kampen mod Tyskland har Hareide valgt at se bort fra højrebacken Henrik Dalsgaard samt anfører Simon Kjær, som begge får hvile og forventes klar til kamp mod Kasakhstan. Mens erstatningerne for Kjær er rigelige, er der mere tvivl om højre back, hvor Frederik Sørensen fra Køln, Jens Stryger Larsen fra Austria Wien og sågar Andreas Bjelland fra Brentford alle kan være i spil.

Derudover står det klart, at Kasper Schmeichel ikke kommer i spil til nogen af de to kampe, og Frederik Rønnow forventes derfor at vogte målet i begge kampe.

Hareide fortæller dog, at han regner med at stille med spillere, som han forventer også skal gøre arbejdet færdig mod Kasakhstan lørdag, men det er sparsomt med informationer om, hvem det så i grunden er.

»Vi vil jo prøve at ligge så tæt på holdet, som skal bruges mod Kasakhstan. Men vi har seks udskiftninger i de 90 minutter (mod Tyskland, red.), og vi må også tænke på fødderne og dem, vi skal bruge i Kasakhstan, så der er nok en del, som kommer til at blive skiftet ud efter 45 og 60 minutter. Men det betyder også, at vi kan se på andre spillere, som en venskabskamp også skal bruges til,« sagde Hareide.

En af mulighederne for nordmanden er at bruge unge Kasper Dolberg. Men der var svaret lige så kryptisk, da Hareide blev spurgt, om Dolberg kunne være at finde blandt de 11 startende.

»Ja, det ville sikkert blive fint,« sagde Hareide med et stort smil.