Fem mål i de seneste seks ligakampe for Rosenborg har ikke været nok til at hjælpe Bendtner på landsholdet.

Brøndby. Angriberen Nicklas Bendtner må fortsat kigge langt efter et comeback på det danske fodboldlandshold.

Han er ikke blandt de fem angribere, som Åge Hareide har udtaget til VM-kvalifikationskampene mod Polen og Armenien henholdsvis 1. og 4. september.

Det er offensive profiler som Nicolai Jørgensen, Yussuf Poulsen, Kasper Dolberg, Viktor Fischer og Andreas Cornelius, der holder Bendtner fra landsholdet.

Efter en sommer med både spilletid og mål for norske Rosenborg har Bendtners navn ellers været mere varmt i landsholdssammenhæng end længe, men foreløbig ikke varmt nok til en udtagelse.

- Jeg har set ham spille. Men jeg vil ikke sige mere om spillere, der ikke er med i truppen, siger Åge Hareide.

I mandagens udgave af Ekstra Bladet var der ellers støtte fra kollegaen og konkurrenten Nicolai Jørgensen, som håbede på en Bendtner-udtagelse.

Bendtner trænede senest med landsholdet i maj 2016, hvor Hareide havde indlagt ekstratræninger med deltagelse af flere spillere, som ikke var udtaget til at drage mod Kirin Cup i Japan kort efter.

Hans seneste landskamp var i november 2015.

Resten af Hareides trup bærer ikke præg af store overraskelser.

I målet er Kasper Schmeichel igen udtaget, efter han i juni måtte forlade landsholdslejren med en skade forud for kampene mod Tyskland og Kasakhstan.

Det er også blevet til et comeback for Viktor Fischer, der har brugt sommeren på at skifte fra Middlesbrough til Mainz.

Her er Hareides trup til de to VM-kvalifikationskampe:

Målmænd: Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow og Jonas Lössl.

Forsvarsspillere: Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Simon Kjær, Mathias "Zanka" Jørgensen, Andreas Bjelland, Riza Durmisi, Henrik Dalsgaard og Jens Stryger Larsen.

Midtbanespillere: William Kvist, Thomas Delaney, Christian Eriksen, Lasse Schöne, Lukas Lerager, Mike Jensen og Pione Sisto

Angribere: Nicolai Jørgensen, Yussuf Poulsen, Viktor Fischer, Kasper Dolberg og Andreas Cornelius.

/ritzau/