Barack Obama som Darmstadt-fan. Scenariet er ikke helt utænkeligt.

Den tyske Bundesliga-klub med danske Patrick Banggaard i truppen har fået en ny følger på Twitter i den tidligere præsident i USA, og selv om Barack Obama følger rigtig mange profiler, over 631.000, er det bemærkelsesværdigt, at Darmstadt er den eneste europæiske klub, han har trykket 'følg' på.

Det har selvsagt skabt glæde i klubben, der prøver at få ham på stadion i Tyskland.

»Kære Barack Obama. Vi kan se, at du på Twitter følger os som den eneste klub i Europa. Det er en kæmpe ære for os i Darmstadt 98. Nu, hvor du har lidt mere tid til dig selv, tænkte vi på, at vi gerne vil invitere dig til en kamp med The Lilies (oversat fra engelsk er det liljerne - et kælenavn for klubben, red.). Vi har også en trøje, som passer til dig, så vi ses på 'Böllen' (Darmstadts stadion, red.),« siger en af klubbens angribere Boyd Terrence, der selv har amerikansk blod i sig, i en video på klubbens Twitter-profil.

Darmstadt er på vej ud af Bundesligaen med den kurs, holdet har. Efter 20 kampe ligger klubben på sidstepladsen med fire point op til Werder Bremen, som indtager den plads, der giver to play off-kampe om en billet til næste sæsons Bundesliga-fodbold.

Derfor ligner det, at Barack Obama har frem til sommer, hvis han vil se tysk topfodbold på 'Böllen'.