Brøndby vil fortsætte med at opruste, men der kommer næppe lige så mange ind, som der gjorde i sommer.

Der gik dårligt en dag i august, uden at Brøndby var i gang med at købe en spiller. Forhandlinger, lægetjek og kontraktunderskrivelser var en del af dagligdagen i den nyrige klub, der i en blanding af panik over at ligge nummer sidst og en elektrisk følelse af at kunne købe hele verden præsterede et af de mest ambitiøse transfervinduer i Superligaens historie.

Sådan bliver det ikke til vinter, men noget kommer der til at ske.

- Vi har jo det her skyggehold, hvor vi har en kandidat klar til hver position på holdet, og jeg vil bestemt ikke afvise, at der kommer til at ske noget, nu hvor vi har mulighederne. Slet ikke. Selvfølgelig skal vi udnytte det, men det bliver slet ikke i samme grad som i sommer, siger sportschef Per Rud.

Kan du forestille dig, at I ikke køber nogen til vinter?

- Nej, det kan jeg ikke. Slet, slet ikke. Nu skal jeg have en snak med nogle af dem, der ikke har spillet ret meget her i efteråret, og så må vi se, hvor mange nye vi skal have ind. Det er ikke sikkert, vi skal købe ind til toppen, og i så fald bliver det ganske få.

Et par stykker?

- Ja, sådan noget, siger Per Rud, der desuden skal se at få overført de sidste penge til Recreativo de Huelva, så Szymanowski-handlen går endeligt på plads, lige som han på træningslejren vil forsøge at overbevise Khalid Boulahrouz om, at han skal fortsætte i Brøndby efter sommerferien.

- Men som sagt, det bliver først i varmen under en palme, for det er nok ikke efter denne her regnvejrskamp i Haderslev, jeg bedst får overbevist ham.

Netop Khalid Boulahrouz var tilsyneladende involveret i en episode, hvor han spyttede efter Johan Absalonsen, men Sønderjyske-spilleren selv havde ikke opdaget noget, og Boulahrouz bedyrede sin uskyld. Som en vittig sjæl skrev på twitter, var det muligvis blot Kanibalens mundvand, der midt i det menneskelige tag-selv-bord løb af med ham.

Efter 1-1 kampen slutter Brøndby efteråret med blot et enkelt point i de sidste to kampe, men går dog på vinterferie med en følelse af, at pilen peger i den rigtige retning, og at de sportslige mål er blevet indfriet.

- Vi ligger nummer fire med seks point ned til stregen. Målet var, at vi skulle have fem point, så det er opfyldt, og i forhold til, at vi lå håbløst sidst efter syv runder, så er vi godt tilfredse, sagde Thomas Frank efter kampen, hvor han dog var langt fra tilfreds med spillet.

- Vi mister en milliard bolde og begår hundredtusind frispark i første halvleg. Det er selvfølgelig for dårligt. Så synes jeg, vi får bedre styr på det i anden halvleg, og især efter Thomas Kahlenberg kommer ind, sagde Thomas Frank.