Club Brugge vil igen være en belgisk og europæisk magtfaktor. Danske Kenneth Brylle skal som en af klubbens scouts bidrage til den målsætning. Ikke mindst ved at spotte danske spillere.

Det er som, da Kenneth Brylle selv spillede for klubben i slutningen af 80erne. Club Brugge er igen blevet en danskerklub med Niki Zimling, Jim Larsen og Jesper Jørgensen i truppen, men flere kan komme til, og det kan Kenneth Brylle som en af klubbens fire scouts have en aktie i.

- Brugge har ikke vundet noget i syv år, så vi er i gang med en genopbygning, der står på to ben ,og her er det danske marked meget interessant, forklarer han.

Belgierne har svært ved at tiltrække spillerne fra Bundesligaen eller de franske naboer - belgisk fodbold klinger ikke sexet nok til, at de bedste spillere ser mod Brugge, Liegé eller Bruxelles, men Club Brugge er for de fleste danske spillere et oplagt springbræt for at komme videre.

Club Brugge havde indtil for to år siden ingen scouts ansat, men et delmål i de tidligere belgiske mestres genopbygning er et stadigt større netværk - ikke mindst på talentsiden. Men på især det danske talentmarked lurer Ajax Amsterdam som en høg over enhver bevægelse og har hentet Nicolai Boilesen, Victor Fischer, Lucas Andersen og Christian Eriksen.

- Klubben vil gerne spille med om mesterskabet, og det kræver i første omgang etablerede spillere. På sigt skal vi satse på egne talenter og talenter fra forskellige steder i Europa. Danmark er meget interessant i den sammenhæng på grund af det niveau, de unge spillere har, men det er svært for os at konkurrere med en klub som Ajax, fordi vi slet ikke har det ungdoms-setup som de har. Vi ville gerne have haft Lucas Andersen og var i dialog med AaB, men da først Ajax kom på banen, siger han og slår ud med armene.

Hvad kan man så gøre?

Københavnerdrengen er via mange år som spiller i Holland, Belgien og Frankrig samt nuværende belgisk bopæl blevet til verdensborgeren, den nu 53-årige Kenneth Brylle. Tiden tilbringes i flyvemaskiner, med en arbejdsuge på 50-60 timer og scouting-opgaver, der tager ham til Athen den ene dag og Barcelona for at se Espanyol mod Malaga den næste. Man kan tilmed høre det på hans danske. I stil med Morten Olsen sniger der sig fordanskede udtryk af udenlandske vendinger ind, og der skal ledes lidt efter ordene af og til. Efter spillerkarrieren med det lange flagrende hår og for få landskampe fulgte trænerjobs i mindre belgiske klubber og to års tid i Hvidovre i den danske første division og med en placering som nummer otte - klubbens bedste i 14 år - til følge .

- Det overraskede mig i Hvidovre, at jeg havde lyst til at komme tilbage til Danmark og lyst til at blive her. Jeg ville og vil gerne prøve mig af som træner på højere niveau i Danmark, men det er svært, siger han.

- Dansk klubfodbold er på nogle måder en meget lukket verden, og man kan undre sig over, at de samme trænernavne går igen fra klub til klub. Ariël Jacobs i FCK er for mig det gode eksempel på, at man ved at se til udlandet kan finde en træner, der kan løfte niveauet på meget kort tid. Danske klubber kunne med fordel orientere sig mere ud mod verden, men det gælder nok det danske samfund generelt.

Vi snakker om hans egne ambitioner om en dag at prøve kræfter med trænergerningen i Superligaen, og jeg spørger om, han har det, der skal til.

- Hvis du kan lykkes med dine ideer i Hvidovre, så kan du 100 procent sikkert lykkes i Superligaen. Det er meget sværere at være træner i første eller anden division, fordi du står med alt selv, og hver eneste gang transfervinduet er åbent, så forsvinder der 11-12 spillere, og du skal ud og finde nye, siger han.

- I Superligaen er der plads til kontinuitet, og der er folk til at tage sig af de forskellige ting. Jeg følger stadig Hvidovre og kan se, hvad Per Nielsen nu lykkes med på et ikke-eksisterende budget. For mig at se gør det ham til en mere oplagt trænerkandidat til Superligaen end et af de navne, der er blevet fyret andre steder, men bare kender de rette mennesker. I Hvidovre har man Peter Lassen til at få det hele til at hænge sammen uden for banen, og alt det andet passer træneren. Det er to mennesker, der får det hele til at løbe rundt, og kan man det, så kan man det meste.

Club Brugge har netop ansat en spansk træner, men det kunne være endt med en dansker på trænerbænken. Ikke Brylle selv, men han talte varmt for et par landsmænd.

- Kasper Hjulmand er et stort trænertalent, og det samme gælder Morten Wieghorst. De har begge evnerne til at gå efter store jobs i udlandet, og det havde været spændende at få en af dem til Club Brugge, siger han.

Henover cafe latte nummer to fortæller han om glæden ved at kunne leve af sin hobby. At være en af dem, der tænker fodbold fra morgen til aften og den ene dag se et derby badet i fyrværkeri og røgbomber i Grækenland til at stå på sidelinjen ved en ungdomsturnering dagen efter. Og efterfølgende have et par arbejdsdage i klubben. Ved siden af arbejdet som scout fungerer Kenneth Brylle i en rolle som angrebstræner for klubbens førstehold samt U/17 og U/19.

- Det er videoanalyser og en til en samtalerne med angriberne. Det kan være svært at stå foran hele holdet og snakke med træneren om, hvorfor man ikke scorede der og der. Det er så min opgave, og der kommer lidt psykologi ind i det. Hvis angriberen har en dårlig undskyldning, så går den ikke hos mig, fordi jeg selv har prøvet det. Det giver gode konstruktive snakke og sikre sammenhæng i arbejdet, forklarer han og vender i samme ombæring tilbage til den danske Superliga.

- Det er jo samme grundige arbejde, man ser to steder i dansk fodbold. FC København som på nogle områder er et niveau over Club Brugge og så FC Nordsjælland. Det var ikke heldigt eller tilfældigt, at de blev mestre. Hvis man tager til en ungdomsturnering i Spanien, så kan jeg med det samme se, hov, det er FCNs unge, der spiller på den bane. De spiller på en helt særlig måde med alle deres hold. Man er aldrig i tvivl. Men de har også vovet at tænke anderledes og bliver nu belønnet for det.

Det er lidt samme opgave Kenneth Brylle er ansat til. At få Club Brugge til at tænke anderledes og helst spotte nogle danske spillere, der kan bidrage til den mission.