Kenwyne Jones er manden, Laudrup har udset til at forstærke Swanseas angreb, hvis man skal tro transferrygterne.

Januar-transfervinduet ser ud til at blive uhyre vigtigt for Laudrup og Swansea. Indtil videre har de imponeret alt og alle i Premier League, men man har før set opkomlinge tabe pusten i det hårde forårsprogram. Derfor vil den danske træner søge at forstærke truppen mest muligt i jagten på det forjættede land: syvendepladsen, der giver adgang til europæisk fodbold.

Her står Kenwyne Jones øverst på Laudrups ønskeliste. Den store angriber har tidligere været inde i billedet på en mulig lejeaftale, men ser altså nu ud til at ende som en permanent løsning i Swansea, hvis man skal tro den walisiske avis This Is South Wales.

Swansea skal slippe over 36 millioner danske kroner for fyrtårnet, hvilket trods alt må siges at være en rimelig pris, da han stadig har halvandet år tilbage af sin kontrakt i Stoke, hvor han kom til for det dobbelte beløb.

Samtidig er Laudrup og co. også kædet sammen med bl.a. Osasunas belgiske kantspiller Roland Lamah, Marcos Alonso fra Bolton og Jose Cañas i Real Betis.