Tirsdag var glædens dag for Brøndby IF, der sikrede sig 108,4 mio. kr. gennem en aktieemission. Beløbet er fordelt over et endnu uoverskueligt antal af aktionærer.

Brøndby IF kom markant styrket ud af aktieemissionen, må man sige. Det blev en kendsgerning, da resultatet tirsdag eftermiddag  blev præsenteret. Svimlende 108,4 millioner kroner tikker således ind på den slunkne klubkonto, og det giver en mere end god forudsætning for at sikre den fremtidig drift af klubben flere år ud i fremtiden.

At Brøndby IF nu kan indkassere netop et beløb i hundredmillioner-klassen skyldes, at mange mindre aktionærer har valgt at kaste penge i klubben. Det ses tydeligt ved, at manden med den største aktieandel kun besidder knap otte procent af andelen.

Den mand er ingen ringere end Brøndbys nuværende næstformand, Benny Winther. Han er desuden den eneste aktionær med en ejerdel over fem procent. 

- Det er en bred, bred vifte at investorer, som har investeret i vores klub. Vi har kun én aktionær, der ejer mere end fem procent, og det er Benny Winther, fortæller Tommy Håkansson til Sporten.dk og fortsætter:

- Det havde været lettere, hvis vi havde haft én, der havde smidt alle pengene. Men her kommer vi bredt ud meget til mange bidragydere, og det syntes jeg er helt fantastisk.