Atlético Madrids spanske højreback Juanfran skrevet et meget rørende brev til klubbens tilhængere, efter han i lørdagens Champions League-finale blev skurken. Med sit skud på stolpden var han den eneste, der brændte sit forsøg i straffesparkskonkurrencen.

Det var i sin helhed en meget stor og følelsesladet aften, da de to lokalrivaler fra Madrid, Atlético Madrid og Real Madrid, tørnede sammen i den anden Champions League-finale på blot to år. Juanfran og co. skulle forsøge at revanchere sig efter nederlaget i 2014.

Det lykkedes som bekendt ikke, da Real Madrid kunne løfte trofæet efter en meget tæt straffesparkskonkurrence. Fans og spillere var grædefærdige, men der var én spiller, der i særdeleshed havde brug for at blive trøstet.

For med sit brændte straffespark var 31-årige Juanfran, der har spillet i Atlético Madrid siden 2011, den spiller, som alles øjne hvilede på. Han var stort set utrøstelig, men Atlético Madrids fans gjorde i den grad, hvad de kunne.

En fan har optaget en video, hvor Juanfran kommer ud til tilskuerpladserne for at sige undskyld og bede om forladelse. Det er mildest talt et gåsehudsfremkaldende øjeblik:

Denne behandling fra klubbens tilhængere, 'Atléticos', har nu fået Juanfran til at fortælle, hvad han føler. Det har han gjort via klubbens officielle hjemmeside.

»Hej Atléticos, jeg har bedt klubben om at henvende sig til jer alle med dette brev for at fortælle jer om alt det, jeg føler,« indleder Juanfran:

»Jeg vil aldrig glemme den kærlighed, I udviste, da jeg kom ud for at bede om tilgivelse. At se tårerne i mine øjne genspejle sig i de tusinder af Atléticos, der fyldte hele den ene ende af stadion, hjalp mig med at komme ud med den enorme sorg, jeg oplevede i det meget svære øjeblik. Det samme gjorde støtten fra mine holdkammerater, trænere og alle de mennesker, der gør det her til én stor familie,« fortsætter han:

»Jeg vil også gerne takke jer for altid at tro på os, og - mere end noget andet - for at bevise at det er noget helt specielt at være en Atlético, og at vores hjerter banker stærkere end alle andres. For to år siden fortalte jeg jer, at vi ville vende tilbage til finalen, og nu fortæller jeg jer, at vores anfører, Gabi, vil komme til at løfte Champions League-trofæet før eller siden, and at vi alle skal fejre det sammen i Neptuno (springvand i Madrid, red.).«

Og så slutter Juanfran af således:

»Jeg elsker jer virkelig højt, og Go Atleti.«

Forinden straffesparkskonkurrencen stod Juanfran for et glimrende oplæg til Yannick Ferreira-Carrascos udlignende mål. Derudover blev han paradoksalt nok helten, da Atlético Madrid tidligere i Champions League turneringen vandt over PSV Eindhoven i straffesparkskonkurrence.

Juanfran forventes at være førstevalg på højrebacken for det spanske landshold, når EM om mindre end to uger skydes i gang i Frankrig.