Manchester United fik onsdag aften revanche mod Manchester City.

For små to måneder siden havde Josep Guardolas Manchester City tilføjet José Mourinho sit første nederlag som manager for 'de røde djævle', da naboerne vandt 2-1 i Premier League.

Onssdagens sejr i EFL Cup - den såkaldt lille pokalturnering - kom til at lyde på 1-0 til United på et mål af Juan Mata små ti minutter ind i anden halvleg. Og den var ikke helt urimelig.

Allerede i første halvleg virkede Manchester United lidt farligere, og det var på forbløffende kort tid lykkedes for José Mourinho at rejse sit hold, der ellers havde fået slemme stryg søndag af Mourinhos gamle klub, Chelsea.

4-0 havde sejrscifrene lydt på, og det var det hidtil største nederlag for José Mourinho i Premier League.

Manchester Citys Kelechi Iheanacho var i aftes en trussel, men det var Marcus Rashford også for hjemmeholdet.

I anden halvleg havde Manchester United en rigtig god chance efter fire minutter, hvor Ander Herrera, Juan Mata og Antonio Valencia spillede sig igennem Citys forsvar. Til sidst var det Juan Mata, som trillede bolden videre til Zlatan Ibrahimovic, der fandt Paul Pogba. Verdens dyreste spiller skød på mål, men Manchester Citys målmand, Willy Caballero, reddede hans forsøg ud på stolpen.

Det var et varsel, og fem minutter senere kom målet.

Zlatan Ibrahimovic satte sig igennem på midtbanen og spillede bolden frem til Ander Herrera, som imidlertid ikke fik fat i bolden. Det gjorde i stedet Juan Mata, og spanieren - der spillede sin kamp nummer 100 for Manchester United - sendte bolden i mål i det nederste hjørne fra kanten af straffesparksfeltet.

Manchester City var i situationen ikke helt tilfredse med kampens dommer, Mike Dean, fordi de mente, at både Zlatan ibrahimovic og Ander Herrera begik frispark i opspillet til målet. Men scoringen stod fast.

Gæsterne forsøgte at komme igen, men Manchester United var tættere på 2-0, end udeholdet var på en udligning.

Dermed fik José Mourinho brudt den triste stime, som hans hold indledte mod Manchester City i liga-kampen. I Premier League har Manchester United tabt tre og kun vundet en ud af de sidste seks kampe.

Til gengæld var nederlaget endnu en streg i regningen for Manchester City.

Josep Guardiolas mandskab lagde ud som lyn og torden med seks sejre på stribe i Premier League, men siden da er det kun blevet til to point i tre kampe. Desuden har holdet fået tæsk 4-0 af FC Barcelona i Champions League, og nu er Guardiolas mandskab altså ude af EFL Cup.

Manchester United er til gengæld klar til kvartfinalen i turneringen, som klubben har vundet fire gange - senest i 2010.