Den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken er havnet i et seriøst stormvejr i Wolverhampton

Klubben er i gang med den dårligste serie i 21 år, hvilket fik den norske manager til at indkalde truppen til møde efter det seneste nederlag mod Millwall tirsdag aften.

Og ifølge lokale medier var kritikken særdeles hård mod Ståle Solbakken, specielt fra flere af de erfarne spillere i truppen. De forstår ganske enkelt ikke hans taktik, og specielt overgangen til zoneforsvar har kostet adskillige mål i de seneste kampe, hvilket spillerne er meget utilfredse med

Faktisk skriver de samme medier, at flere af spillerne også har været hos den øverste ledelse med kritikken. Et andet kritikpunkt har været, at holdets topscorer Bakary Sako stort set spiller 90 minutter hver gang, selv om han åbenlyst ikke har kræfter til det og har været markant ringere i anden halvleg end i første halvleg i stort set alle de kampe, han har spillet.

Kritikken prellede dog umiddelbart af på Ståle Solbakken, som insisterede på, at de nye metoder er nødvendige for at klare sig på den lange bane - også selv om det giver dårlige resultater på den korte bane. Han indrømmede dog ifølge de lokale medier, at holdet spiller helt uden selvtillid, og specielt anden halvleg mod Millwall ganske enkelt var på et uacceptabelt niveau.

- Der er kun én, man kan skyde skylden på for de dårlige resultater, og det er mig. Jeg er nødt til at få løst det her hurtigst muligt, for det er ikke normalt, at så dygtige spillere laver så mange tekniske og taktiske fejl, som tilfældet er nu, siger Ståle Solbakken således til Express & Star.

Wolverhampton spiller lørdag på udebane mod bundholdet Bristol City - en kamp, der flere steder bliver betegnet som lidt af en skæbnekamp for Ståle Solbakkens videre muligheder i klubben.