Med onsdagens sidste gruppespilskampe i Champions League overstået står det nu klart, hvem der risikerer at møde hinanden i ottendedelsfinalerne.

Lodtrækningen, der finder sted mandag 12.00 i det europæiske fodboldforbunds (UEFA) hovedkvarter i Nyon, er inddelt i to kategorier.

  • Gruppevinderne: Arsenal (Gruppe A, England), Napoli (B, Italien), Barcelona (C, Spanien), Atlético Madrid (D, Spanien), Monaco (E, Frankrig), Borussia Dortmund (F, Tyskland), Leicester City (G, England), Juventus (H, Italien)
  • Nummer to: Paris Saint-Germain (A, Frankrig), Benfica (B, Portugal), Manchester City (C, England), Bayern München (D, Tyskland), Bayer Leverkusen (E, Tyskland), Real Madrid (F, Spanien), Porto (G, Portugal), Sevilla (H, Spanien)

Ingen hold kan møde en klub fra deres egen gruppe eller land i ottendedelsfinalen. Det vil altså sige, at Arsenal (gruppevinder A) ikke kan trække PSG (nummer to A), lige så vel som Arsenal heller ikke kan møde Manchester City (nummer to C), da begge hold kommer fra England.

Der er dog stadig i hvert fald et potentielt kæmpeopgør i vente i ottendedelsfinalerne. Mest iøjnefaldende er det nok, at Barcelona kan trække Bayern München.

Begge klubber har vundet Champions League inden for de seneste fem år - Barcelona i 2014/2015-sæsonen med en 3-1-sejr over Juventus og Bayern München i 2012/2013 med en 2-1-sejr over Dortmund. Samtidig vil det være revanche for Bayern München, da Luis Enriques mandskab slog sydtyskerne med samlet 5-3 i forrige års semifinale i turneringen.

Omvendt vil det heller ikke være nogen ønskelodtrækning for Barcelona, så skal vi gætte på, at der bliver bedt til de højere magter i Barcelona og München med bønnen om at undgå hinanden?

Opgørene spilles 14. og 15. februar med returopgør 21. og 22. februar. Gruppevinderne begynder på udebane og slutter af hjemme.

Champions League-finalen bliver spillet 3. juni 2017 i Cardiff i Wales.