Efter sit uskønne brud med Randers FC har Jonas Borring fundet sig en ny klub.

Manden, der engang var Superligaens dyreste spiller, skal de kommende to år tørne ud for Brøndby. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

»Selvom baggrunden for Jonas pludselige rådighed på markedet er lidt usædvanlig, så tillader vi os at glæde os over, at Jonas nu er en del af Brøndby-familien. Vi tror på, at Jonas vil føle sig hjemme i Brøndby. Alle kender jo hans offensive kvaliteter, så vi tror på, det er det helt rigtige match for begge parter,« siger sportsdirektør Troels Bech og tilføjer:

»Jonas er en type spiller, som de fleste klubber hungrer efter. Han tør udfordre, han har hurtige ben, og så er han afslutningsstærk. Netop de tre egenskaber mærkede vi selv på egen krop, da vi mødte Randers FC tidligere på sæsonen. Men vigtigst af alt er han en spiller, der er god til at skabe chancer og sætte medspillerne op. Så jeg er yderst tilfreds med, at vi i de næste to sæsoner kan nyde godt af hans kvaliteter.«

Fordi Borring fik opløst sin kontrakt med Randers, efter at det danske transfervindue var lukket, er han først spilleberettiget i Superligaen fra næste sæson, men han begynder alligevel træningen i Brøndby allerede mandag.

»Jonas kommer i første omgang til at træne sammen med resten af Superliga-truppen, og fra sommer vil han så være spilleberettiget.  Med de kvaliteter og den erfaring, som Jonas bringer med sig, vil det alt andet lige betyde en øget konkurrence om pladserne i vores offensiv, men det er kun sundt. Når man spiller i Brøndby, så ved man, at der altid vil være konkurrence om pladserne,« siger Troels Bech.

Jonas Borring har angiveligt været en eftertragtet herre, siden han fik opløst sin kontrakt med Randers FC, fordi han nægtede at spille for klubben så længe, Christian Keller, der nu danner par med Borrings ekskone, var i klubben. Allerede i dagen efter bruddet kunne han mellemmand oplyse, at der var interesse fra både Sverige og Norge.

Tankerne om et udenlandsophold blev dog droppet, da Brøndby meldte sig på banen.

»Jeg har i løbet af min karriere spillet flere gange mod Brøndby og ikke mindst prøvet at stå overfor den blågule mur af fans, der følger klubben på hjemme- og udebane. At jeg nu får muligheden for at kalde Brøndby Stadion for min hjemmebane, mærke opbakningen til holdet fra Brøndby-fans på egen krop,og indgå som en del af Danmarks måske bedste sportslige set-up gør, at skiftet til Brøndby er min karrieres 'udlandseventyr', og det er jeg utrolig taknemmelig for,« siger Jonas Borring.

Da Borring var uden kontrakt, skal Brøndby ikke betale overgangssum for fløjspilleren.