Succes-træneren Josep Guardiola vil gerne til Brasilien, som også gerne vil have ham.

Det brasilianske landshold skal have ny træner, efter at den store, sydamerikanske fodbold-nation har smidt Mano Manezes på porten. Og de har udset sig et klart mål.

Det skal være manden, der førte FC Barcelona til tre spanske mesterskaber på stribe og til to Champions League-titler: Josep Guardiola.

Han er for tiden ledig på markedet efter selv at være trådt tilbage fra den katalanske storklub i sommer, men der mangler ikke jobtilbud. 

Det er således en offentlig hemmelighed, at Chelsea gerne vil have Josep Guardiola til sommer. London-klubben fyrede tidligere på ugen Roberto di Matteo og ansatte i stedet Rafael Benitez, men spanierens kontrakt gælder kun for resten af sæsonen.

Men de kan ifølge Daily Mail blive overhalet af Brasilien, som vil præsentere en ny landstræner i januar, og det kan meget vel blive Josep Guardiola.

For ifølge den brasilianske avis Lance har der været kontakt imellem det brasilianske forbund og Guardiola. Lance citerer en kilde med kontakt til den 41-årige træner for, at "det eneste hold, han vil starte med at træne i morgen er det brasilianske landshold, og han vil være verdensmester med Brasilien".

Brasilien skal være vært for VM i 2014, og landet - som tidligere har vundet VM fem gange - er meget opsat på VM-guld på egne baner.

Mano Manezes blev fyret efter to skuffelser. I de sydamerikanske mesterskaber sidste år røg brasilianerne ud mod Paraguay i kvartfinalen efter straffesparks-konkurrence (holdet brændte alle fire straffespark), og ved OL i år blev det kun til sølv, da Mexico overraskende vandt finalen.