Bayern München røg tirsdag ud af Champions League efter at have tabt samlet 3-5 over to kampe mod Barcelona. Nu håber Bayern-manager Pep Guardiola, at hans tidligere hold går hele vejen.

»Jeg håber, de (Barcelona, red.) vinder deres femte titel,« sagde Pep Guardiola ifølge FourFourTwo efter kampen.

Barcelona-stjernen Lionel Messi var med sine to scoringer i første kamp på Camp Nou med til at give sit hold det optimale udgangspunkt før returen i München. I returkampen var han med sit visionære spil en stærkt medvirkende årsag til, at Barcelonas nederlag blev begrænset til 2-3.

.

Men selvom Messi var en af hovedårsagerne til, at Bayern München nu er ude af Champions League, så var Pep Guardiola, der arbejdede sammen med Messi, da han var cheftræner for den catalanske klub fra 2008-2012, glad for at se argentinerens gode præstationer.

»Jeg er glad for, at Messi er tilbage igen. Fantastisk. Han er tilbage til hans bedste, ligesom dengang jeg trænede ham.«

»Han er den bedste spiller nogensinde. Jeg sammenligner ham med Pele. Jeg er meget stolt af årene, jeg har tilbragt med ham,« lød Guardiolas rosende ord.