Det har været en lærerig proces, siger Manchester City-manager Pep Guardiola om sin første sæson i England.

London. Manchester Citys manager, Pep Guardiola, kan formentlig se frem til sin første sæson uden trofæer i en ellers gylden karriere.

Det står klart efter søndagens 1-2-nederlag til Arsenal i FA Cup-semifinalen.

Den spanske manager siger nu, at sæsonen har været en lærerig proces, og at hans hold vil komme tilbage langt stærkere i næste sæson.

- Vi vil forbedre os til næste sæson. Vi vil være stærke - særligt i kampene ude mod Premier League-hold. Hele mit liv og i hele resten af mit liv vil jeg forsøge at blive bedre. Det er alt, siger han.

- Nogle spillere vil blive, og andre vil komme til. Jeg vil forsøge at være proaktiv. Det er det, jeg vil gøre. Jeg er ikke en fyr, der beklager mig, lyder det videre.

Søndagens FA Cup-semifinale begyndte som en kedelig kamp og endte skidt for Guardiola, der så drømmen om en finaleplads glide ud i sandet, mens Arsenal kæmpede sig til en 2-1-sejr.

Og med 11 point op til Premier Leagues førerhold, Chelsea, er Citys muligheder for at komme til tops i ligaen også små.

Dermed ser det ikke ud til at lykkes for Guardiola at vinde de trofæer til holdet, der var forventet af ham, da han ankom til klubben sidste år.

Manageren har ellers en imponerende historie i den spanske og tyske liga med FC Barcelona og senere Bayern München samt to Champions League-titler.

I begyndelsen af sæsonen førte manageren City til 10 succesfulde sejre, men efterfølgende er holdet faldet tilbage i samme stil, der fik klubbens ejere til at erstatte den tidligere manager med Guardiola.

/ritzau/AFP