Det er drømmen om et job i Premier League, som har fået Pep Guardiola til at meddele sit stop i Bayern München

München: For nylig meddelte Bayern München, at klubbens cheftræner, Pep Guardiola, havde meddelt, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, som udløber til sommer.

I stedet ansatte den sydtyske klub den tidligere Real Madrid-træner Carlo Ancelotti som afløser, men baggrunden for Guardiolas valg forblev uvist.

Nu fortæller den spanske træner så, hvorfor han ikke vil blive hos det tyske mesterhold.

- Jeg vil træne i England i Premier League. Det er den eneste årsag til, jeg ikke forlænger min kontrakt, siger Pep Guardiola på et pressemøde tirsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Han hævder dog, at han ikke har en aftale med en anden klub endnu.

- Jeg har forskellige tilbud, men jeg har ikke besluttet mig endnu. Men jeg har brug for en ny udfordring på dette tidspunkt i min karriere, forklarer den tidligere Barcelona-træner.

Når han stopper i Bayern München til sommer, vil han have stået i spidsen for holdet i tre år.

På rygteplan meldes Manchester City meget interesseret i at sikre sig Pep Guardiolas underskrift, men også Chelsea meldes som en seriøs bejler efter fyringen af José Mourinho.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook