Først frøs han Yaya Touré ude, så udlejede han Joe Hart til italienske Torino, og nu ser turen ud til at være kommet til anfører Vincent Kompany.

Pep Guardiola er en modig mand, der ikke er bange for at sætte sig igennem. Det har han bevist ved flere lejligheder og ifølge engelske Daily Mail er den spanske maestro nu på vej med endnu en magtdemonstration: At vrage anføreren.

30-årige Vincent Kompany er om nogen billedet på Citys optur fra slutningen af 00'erne til i dag. I løbet af den periode udviklede den store belgier sig til en af verdens bedste centerstoppere, men de seneste år er opturen vendt til nedtur. De seneste to sæsoner er blevet ødelagt af muskelskader, der har forhindret Kompany i komme tilbage til fordums tårnhøje niveau. Sidste måned fik Vincent Kompany sin hidtil eneste startplads i sæsonen i EFL Cup-kampen mod Swansea, men også her endte han med en skade.

Nu er han imidlertid tilbage, men tilliden fra Pep Guardiola ser ud til at være væk. Da Manchester City onsdag gæstede Barcelona i Champions League, var kaptajnen ikke at finde på bænken, selvom han var fit. I stedet havde Guardiola placeret unge Pablo Maffeo på bænken på Camp Nou.

En beslutning, som Vincent Kompanys landsmand, holdkammerat og faste støtte Kevin de Bruyne kommenterede således efter kampen:

»Det er Peps beslutning. Han må have haft sine grunde.«

For Kompany ligner Guardiolas kolde øje vejen mod enden for en City-karriere, som startede i 2008 og meget vel slutter, når sæsonen er forbi. Ifølge Daily Mail er City-stopperens frustrationer vokset, hvilket også kom til udtryk, da han under en nylig træning endte i et skænderi med backen Aleksander Kolarov.

Også hos stjerneangriberen Sergio Aguero meldes der om frustrationer under Pep Guardiolas regime. Aguero, der ellers har haft godt gang i scoringen i år, startede til sin store utilfredshed ude i tirsdagens Champions League-kamp mod Barcelona. Det har fået enkelte engelske medier til at spekulere i, om også han kan blive en del af Guardiolas udrensning. Det virker dog langt mere usandsynligt, og ifølge Daily Mail kan Aguero i stedet være på vej til at forlænge sin kontrakt frem til 2020.