Manchester Citys manager er opmærksom på, at Monaco har scoret mange mål i denne sæson.

Manchester. Manchester City tager tirsdag imod Monaco i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Hjemmeholdets manager, Josep Guardiola, har stor respekt for det franske hold, der topper den hjemlige liga foran Paris Saint-Germain.

Manchester Citys manager er ikke mindst opmærksom på, at Monaco har scoret hele 76 mål i 26 ligakampe, næsten tre mål per kamp.

- Jeg er meget imponeret over, hvor fysisk stærke de er, siger Josep Guardiola.

- Deres backs spiller som wings, deres wings spiller som offensive midtbanespillere, og de to angribere er fightere, de er dræbere i straffesparksfeltet, siger spanieren.

I Monacos angreb huserer blandt andre colombianske Radamel Falcao, der efter fiaskoophold som lejesvend i både Chelsea og Manchester United er vendt tilbage til den franske klub.

31-årige Radamel Falcao har blandt andet scoret 16 ligamål i sæsonen.

Monaco har de seneste sæsoner lavet gode resultater mod engelske hold.

For to år siden sendte franskmændene Arsenal ud i ottendedelsfinalen, og i denne sæson vandt Monaco sin gruppe, blandt andet efter to sejre over Tottenham.

Manchester City får ikke Vincent Kompany klar til det første opgør mod Monaco, da belgieren er skadet.

/ritzau/Reuters