Atlético Madrid tog et stort skridt mod semifinalen i den spanske pokalturnering i fodbold, Copa del Rey, torsdag.

Her vandt Diego Simeones tropper hjemme i Madrid 3-0 over Eibar i de to klubbers første kvartfinaleopgør, og selv om der mangler et returmøde, så skal meget gå galt, hvis ikke favoritterne spiller sig i den ene semifinale.

Atlético Madrid stillede et holdt med flere profiler, og Eibar kunne ikke stille meget op imod Antoine Griezmann og co.

Netop Griezmann bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 13 minutter, da han udnyttede en fejl af Eibar-keeper Yoel Rodriguez.

Det blev 2-0 ved Angel Correa efter en time, inden Kevin Gameiro udnyttede et oplæg fra Griezmann og gjordet det til slutresultatet 3-0.

Senere torsdag er FC Barcelona på besøg hos Real Sociedad.

/ritzau/