Greenpeace-aktivister tog fusen på Carlo Ancelotti og Pepe under mandagens pressemøde.

Real Madrid-træner Carlo Ancelotti og den portugisiske forsvars-stjerne Pepe havde knap sat sig i sædet til mandag aftens pressemøde forud for Champions League-mødet med FC København, da et helt andet budskab overtog scenen.

Mens Real Madrids tolk forsøgte at oversætte på livet løs, rullede der nemlig et banner ned i baggrunden med et klart budskab fra aktivist-gruppen Greenpeace.

Derefter måtte Carlo Ancelotti og Pepe tale om kampen foran et banner med teksten:

- Save the Arctic - show Gazprom the red card.

Budskabet er en protest mod Champions Leagues storsponsor Gazprom.

FCKs pressemand Christian Wolny fik efterfølgende travlt med at skjule banneret for de mange fotografer og tv-kameraer.

Den russiske gas- og olie-leverandør er ikke populær hos Greenpeace for forventede aktiviteter nær Arktis.

- Gazprom bør få det røde kort og udvises fra både den europæiske fodboldscene og Arktis. Mens den russiske oliegigant poster enorme summer i sin PR-charmeoffensiv i Europa, bruger den samtidig milliarder af kroner på at udsætte et af de mest fantastiske naturområder i verden for enorme risici. Det er en hån mod både naturen og sporten, at et helt igennem uansvarligt olieselskab som Gazprom på den måde soler sig i spotlyset på Europas største fodboldarenaer, lyder det fra Greenpeace-talsmand Jon Burgwald fra Greenpeace Denmark.

Han afslører, at aktivisterne havde placeret det fjernstyrede banner inden pressemødet, og at man efter pressemødets start kunne få det til at rulle ned bag Real Madrids talsmænd med en fjernbetjening.

- Det henvendte sig ikke mod Real Madrid eller fodbolden, men det henvendte sig mod Gazprom som sponsor af Champions League, understreger Jon Burgwald over for BT.

Greenpeace meddeler, at Gazprom senere i december forventer at begynde verdens første olieproduktion i isfyldt arktisk farvand.