Den tidligere OB-, AGF-, Randers FC- og Lyngby-spiller Tobias Grahns hus blæste omkuld i stormen.

Tobias Grahn er ved at få bygget nyt hus i Karlskrona, men det kommer til at vare noget, inden den tidligere OB-, AGF-, Randers FC- og Lyngby-spiller kan flytte ind i huset.

Det blæste nemlig omkuld, da søndagens storm i Danmark nåede til Sverige.

- Vi havde måske ikke bygget det solidt nok. Nu må vi i hvert fald begynde forfra, siger Tobias Grahn til svenske fotbollskanalen.

Tobias Grahn bor stadigvæk i et andet hus, så problemet er ikke, at han akut mangler tag over hovedet.

- Men det kommer til at tage ekstra tid, siger Tobias Grahn, der har rundet de 31 år, og som nu tørner ud for Mjällby i den bedste svenske række, Allsvenskan - lidt endnu i hvert fald. Kontrakten løber ud med årsskiftet. - Vi har ikke haft tid til at tale ny kontrakt, siger midtbanespilleren.

Han er åben for forlængelse, men der er ifølge ham selv også andre klubber, der er interesserede i hans arbejdskraft.