Måltyven Mario Gomez sikrede Bayern München vigtig 2-1 sejr i den første semifinale mod Real Madrid

Da José Mourinho sad i enrum med Real Madrid-præsident Florentino Perez for to år siden, lovede han ham én ting.

- Jeg vinder ligaen og Champions League med den her klub, sagde han.

Det lød måske for godt til at være sandt med et enkelt kig på rivalerne Barcelonas totaldominans på verdensplan. Men det er ikke første gang, Mourinho har lovet titler til en klub, og han har altid holdt sine løfter.

Men denne gang kan det være, at Mourinho må rejse fra en klub uden guld i bagagen. Bedst som Real Madrid så ud til at rejse fra Allianz Arena i München med et perfekt udgangspunkt i 1-1, så strøg målræven Mario Gomez ind imellem Real-forsvaret i kampens sidste minutter og sendte München i ekstase med matchvindermålet. 

Dermed rejser tyskerne til returkampen i Madrid som en slags favoritter til at komme i Champions League-finalen, som kuriøst nok spilles på Allianz Arena. Men en 1-0 sejr til Real Madrid vil på den anden side også være nok til at avancere til finalen og få Mourinho tættere på drømmen om at vinde Champions League-titlen med klubber i tre forskellige lande. En bedrift der vil være historisk.

Bayern München har historisk set godt fat i Real Madrid med 10 sejre i 18 opgør gennem tiderne, og de var i store perioder også det bedste hold på banen. Især i første halvleg var Bayern Münchens spil langt mere flydende, mens Real Madrid-stjernerne virkede nervøse og helt uden flow.

Franck Riberys scoring i første halvleg sendte Allianz Arena i ekstase, og José Mourinho vred sig nervøst ude på trænerbænken. Måske med tanker på den bedste undskyldning for et nederlag. En forklaring kunne være indbruddet i Real-stjernernes omklædningsrum timer før kampen, hvor Cristiano Ronaldo blandt andet fik stjålet sine spillertrøjer og tre par fodboldstøvler.

I første halvleg så det i den grad også ud til, at Ronaldo til tider spillede uden støvler, mens han i anden halvleg fandt bedre ind i spillet. Han havde også en afgørende fod i Real Madrids udligning. Portugiseren brændte faktisk en kæmpechance, men Karim Benzema fik fulgt op, og via Ronaldo fik de lagt den på et sølvfad for Mesut Özil.

Mario Gomez havde et par kæmpechancer til at score, før han til sidst blev den store helt med den vigtige scoring, der kan blive afgørende i det samlede regnskab. Og Bayern kan kun drømme om en finale på hjemmebane med endnu mere statisitk i baghånden.

Bayern München har mødt Real Madrid fire gange i en Champions League-semifinale, og tre ud af de fire gange har vinderen sluttet øverst på Champions League-podiet. Én ting er sikkert returkampen på Bernabeu i næste uge bliver dramatisk, og det kan faktisk blive pinefulde uger for Real Madrid og Mourinho, hvis de ryger ud af Champions League og samtidig taber til Barcelona i El Clasico-braget på lørdag på Camp Nou.

Det er nu alt eller intet for Mourinhos løfter.