Gomez bliver i Bayern

Mario Gomez har netop forlænget sin kontrakt med Bayern München, så den nu løber frem til 2016.

I 2009 brugte Bayern München masser penge på at få Mario Gomez til klubben fra Stuttgart. Angiveligt skulle Bayern have smidt i omegnen af 230 millioner kroner for angriberen, og det har langt fra været nogen dum investering. Gomez har nemlig bombet for Bayern, og i denne sæson står han noteret for 23 mål i Bundesligaen og 11 i Champions League.

Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at Bayern i dag har forlænget kontrakten med stjerneangriberen, så han nu er i klubben indtil 2016.

- Jeg har altid sagt, at Bayern er en stor klub, og at jeg har det rigtig godt her. Derfor er jeg også glad for, at kontraktforlængelsen nu er på plads, siger han til klubbens hjemmeside.

Sportsdirektør i Bayern, Christian Nerlinger, holder ikke tilbage med rosende ord om Gomez.

- Mario Gomez har udviklet sig til at blive en af de bedste angribere i Europa i de seneste år. Vi er glade for, at han vil fortsætte med at score mål for Bayern. Med kontraktforlængelsen med Mario og adskillige andre tyske landsholdsspillere har vi bygget et stærkt fundament for de kommende år, siger Nerlinger.

26-årige Gomez har på professionelt plan kun spillet i Stuttgart og Bayern München.

tipsbladet.dk

Læs også: