Alle med sympati for Manchester United kan ånde lettet op.

Paul Pogba, der udgik med en muskelskade i sidste uges sejr mod Burnley, er med, når Manchester United i den kommende uge møder Celta Vigo i det første af to opgør i semifinalen i Europa League.

Det skriver Manchester Evening News.

Manager José Mourinho giver sin franske superstjerne en pause i weekendens kamp mod Swansea, og så er håbet ellers, at Pogba kommer tilbage i sin bedste udgave om torsdagen i Europa League.

Netop den kamp er ekstremt vigtig for Manchester United. Ikke kun fordi den europæiske turnering er det eneste trofæ, som United realistisk har tilbage at kæmpe for i denne sæson, men også fordi, at vinderen af Europa League er garanteret deltagelse i næste sæsons Champions League.

For José Mourinho og co. vil det være en skuffelse ikke at spille med i det fineste europæiske selskab i den kommende sæson, og der for er det ganske kærkomment, at Paul Pogba gør comeback igen mod spanierne, som har danskerne Pione Sisto, Andrew Hjulsager og Daniel Wass i truppen.

Ejerne i United er formentlig også glade for at se Pogba vende tilbage til midtbanen, for der blev brugt et kæmpe millionbeløb på franskmanden for at få ham til klubben.