Kræftsyge Eric Abidal er netop blevet udskrevet fra hospitalet efter at have gennemgået en levertransplantation, det bekræfter FC Barcelona.

Der er gode nyheder angående den kræftramte Eric Abidal, da han er blevet udskrevet fra hospitalet. Franskmanden gennemgik en levertransplantation den 10. april, som varede hele ti timer, og han er altså nu endelig klar til at forlade hospitalet. Det bekræfter FC Barcelona.

- På grund af vigtige faktorer i Abidals vej mod at blive rask, skal han undersøges flere gange på hospitalet, lyder det på klubbens hjemmeside.

Faktisk var det venstre back-spillerens fætter, som donerede leveren til Abidal, der har kæmpet med kræften i over et års tid. I sidste sæson fik han fjernet en svulst i leveren, og dengang lavede han et imponerende comeback til fodboldbanen, da han allerede 72 dage efter operationen var med til at vinde Champions League med FC Barcelona.

Den 32-årige Eric Abidal skiftede til FC Barcelona fra Lyon i 2007, og han nåede 37 optrædener i samtlige kampe af denne sæson.

tipsbladet.dk