Ingolstadt-keeper Martin Hansen protesterede voldsomt over Gladbachs 1-0-mål, der blev scoret med armen.

Borussia Mönchengladbach vandt søndag på kontroversiel vis med 2-0 på udebane over Ingolstadt i den tyske Bundesliga.

Det første af udeholdets mål blev sat ind med armen af Gladbach-anfører Lars Stindl efter et hjørnespark af den tidligere FC København-back Oscar Wendt.

Stindl ramte først bolden med brystkassen, men efterfølgende blev den dirigeret ulovligt i nettet med armen.

Den danske Ingolstadt-keeper Martin Hansen protesterede voldsomt over for dommeren, men han havde ikke set forseelsen. Der var spillet en time af kampen på det tidspunkt.

De danske landsholdsspillere Andreas Christensen og Jannik Vestergaard spillede hele kampen for Gladbach i det centrale forsvar og sørgede for, at Ingolstadt ikke fik scoret.

Gladbach udnyttede effektivt en kontramulighed i overtiden, da André Hahn øgede til 2-0. Flere mål blev der ikke scoret i kampen.

Med sejren har Gladbach nu 29 point efter 22 kampe på en placering som nummer ti i ligaen.

Ingolstadt er fortsat placeret under nedrykningsstregen som nummer næstsidst med 18 point efter 22 kampe.

/ritzau/