Borussia Mönchengladbach er vilde med danske Andreas Christensen. De tror ikke længere på, at de kan få lov at købe ham af Chelsea. Det bliver snarere endnu en lejeaftale.

De har været villige til at sprænge klubbens rekord for at købe Andreas Christensen fri af kontrakten med Chelsea. Men London-klubben har sagt nej. Og nu tror Borussia Mönchengladbach ikke længere på, at de kan købe danskeren fri af kontrakten med forrige sæsons engelske mestre.

»Der venter os et hårdt stykke arbejde. Men jeg tror stadig på, at vi kan finde ud af et-eller-andet. Købe ham kan vi sandsynligvis ikke. Men jeg tror på, at vi kan finde ud af en anden model,« siger Gladbachs sportsdirektør, Max Eberl, til tyske Sky.

Andreas Christensen har spillet en vigtig rolle som forsvarsdirigent for klubben, der for andet år i træk er med i Champions Leagues gruppespil. Klubben har lejet 'AC' for to år, og aftalen udløber derfor til sommer.

»Om han så kun bliver her i de to år, er det stadigvæk en forrygende historie,« mener Max Eberl om Andreas Christensen.

»Han siger selvfølgelig, at hvis han kan blive fast mand i Chelsea, så vil han helst det. Han kan blive en verdensklassespiller., og sådan en spiller sælger Chelsea ikke til Bayern eller Barcelona. Men så er der måske en anden mulighed for os,« siger Gladbachs sportsdirektør, der håber, at klubben kan leje den nu 20-årige dansker for yderligere en sæson.