Den tidligere Arsenal- og Chelsea-spiller Emmanuel Petit giver ikke meget for sammenligningen mellem Zlatan Ibrahimovic og Petits franske landsmand, Eric Cantona.

Zlatan Ibrahimovic havde stor succes i Paris Saint-Germain, men i sommer forlod den erfarne svensker den franske hovedstadsklub, og nu spiller han for Manchester United - med vekslende succes.

Efter en fin start har svenskeren ikke scoret et eneste mål i de seneste fem ligakampe.

»Der er dem, som siger, at Ibrahimovic er som Cantona. Det er han altså ikke. Slet, slet ikke,« siger Emmanuel Petit, der blev både verdens- og europamester med Frankrig, og som også nåede at spille på landsholdet med Eric Cantona.

»Cantona var virkelig stærk over for modstanderne. Han viste sig frem, og han stod op over for dem. Når spillerne går lidt til Ibrahimovic under en kamp, så...,« siger Emmanuel Petit, inden han fuldender sætningen.

»Jeg har set, når de går til ham i Premier League. Og ja, han har da noget personlighed. Og ja, nogle gange giver han lidt igen, men man må slet ikke sige, at Ibrahimovic er som Cantona,« gentager Emmanuel Petit ifølge amerikanske ESPN, som citerer et fransk tv-interview for oplysningerne.

Eric Cantona kom til Manchester United i sæsonen 1992-93, hvor klubben endte med at vinde mesterskabet for første gang siden 1967. Det blev indledningen til en 20 år lang dominans af engelsk fodbold.

Eric Cantona stoppede sin karriere i 1997. Siden har han bl.a. ernæret sig som skuespiller.