Hver dag åbnes en ny låge i Ryan Giggs-skandalekalender, som igen i dag når mere groteske højder.

Ifølge tabloidavisen The Sun resulterede Ryan Giggs otte år lange affære med svigerinden i 2010 med, at han fik gjort hende gravid. Det fortæller Natasha Giggs (svigerinden, red.) til avisen.

Det skete angiveligt efter, Ryan Giggs havde scoret to mål i en kamp mod Tottenham blot to uger inden, Natasha skulle giftes med lillebror Rhodri.

Den helt store familieskandale var nu under opsejling, men United-stjernen stak den gravide svigerinde 500 pund – knap 5.000 kroner – og de skulle bruges til at få fjernet barnet.

- Ryan fortalte uden omsvøb, ’Du ved der kun er en mulighed - abort. Vi kan ødelægge alles liv, hvis vi ikke gør det', fortæller Natasha Giggs til The Sun.

Det krav efterkom svigerinden, men det var en svær beslutning for Natasha, der straks efter afsløringen af skandalen blev smidt ud af Rhodri Giggs.

- At gå gennem aborten var forfærdeligt. Selvom jeg var sammen med Rhodri og elskede ham, havde jeg følelser for Ryan, fortæller Englands for tiden mest kendte svigerinde.

Det hele startede med afsløringen af, at Ryan Giggs havde haft en affære med Big Brother-deltageren Imogen Thomas, inden den store skandale med lillebrors kone rullede.

Ryan Giggs og konen Stacey er stukket af for at lappe på det hårdt prøvede forhold, og indtil videre er udgangen blevet, at Ryan Giggs skal i behandling for sin sexafhængighed. Tiger Woods forsøgte sig med det samme, da han blev afsløret i sin enorme utroskab, men hans ægteskab med svenske Elin Nordegren holdt ikke til skandalerne.