En potentiel landesorg i Holland var under udvikling, da avisen De Volkskrant tirsdag valgte at offentliggøre en meddelelse om, at den hollandske fodboldlegende Johan Cruyff var afgået ved døden. Det var selvfølgelig en kæmpe fejl, og den tidligere Ajax og Barcelona-profil, der fejrede store triumfer i 1970'erne, lever stadig i dag.

Det var en pinlig affære for avisen, og chefredaktør Philippe Remarque undskyldte da også med det samme. Avisen var ved at prøvekøre deres nye app og var netop i gang med at teste breaking news-funktionen. Ideen var, at budskabet kun ville blive testet internt, men en fejl blev begået, og hele nyheden røg ud til offentligheden:

- Det var en sjusket fejl. Vi har en ny hjemmeside, som vi tester. En af de test var at sende en falsk artikel til teknikerne, men det var ikke meningen, at den skulle blive offentliggjort. Jeg tilbyder en stor undskyldning til Johan Cruyff og alle, der har været berørt af denne fejl, udtaler Philippe Remarque på avisens hjemmeside ifølge expressen.se.