Randers FCs Tidiane Sane leverede årets største afbrænder, da kronjyderne spillede sig snublende nær Superligaen.

Der findes store afbrændere, og så findes der de afbrændere, som ender på YouTube til stor moro og underholdning for tusindvis af lårklaskende fodboldfans. Randers FCs Tidiane Sane leverede et klokkeklart pletskud til sidstnævnte kategori da kronjyderne mandag aften spillede sig nærmere Superligaen med en sejr på 2-1 over FC Vestsjælland. En sejr, der kom i hus på trods af den senegalesiske midtbanespiller. 22 minutter inde i Betsafe Liga-kampen understregede Sane hvorfor Superliga-nedrykkerne Randers FC blot har scoret 33 gange i en sæson, hvor Blokhus, Næstved og Skive har været blandt modstanderne. Et flot indlæg fra de lyseblås venstreside blev maltrakteret af senegaleseren, der i stedet for blot at sætte den obligatoriske brede Jon Dahl’ske inderside på bolden, skovlede kuglen over et tomt mål fra bare halvanden meters afstand. Vekommen til YouTube! Sane leverede sin afbrænder ved stillingen 0-0, men bare otte minutter efter kom hans hold bagud. Efter flot kombinationsspil overlistede FC Vestsjællands Rasmus Festersen Randers-keeper David Ousted med en kølig afslutning til en føring til udeholdet. Dén føring holdt til omkring en times spil, hvor den tidligere AaB’er Ronnie Schwartz udlignede med et flot sparket frispark. Remco van der Schaaf stod for sejrsmålet syv minutter før tid. -Vi spiller ad helvede til. Nogle gange er man tilsmilet af heldet, og det var vi, siger Randers’ Jonas Kamper til TV2 Sport. Randers FC er nu gigantfavorit til at snuppe den anden billet til Superligaen. Holdet har seks point ned til Vejle-Boldklub-Kolding på tredjepladsen med fire runder tilbage. Esbjerg har allerede sikret sig oprykning.