Den tidligere VM-bronzevinder, Stefan Schwarz, beskriver i sin kommende bog, hvordan han blev banket gul og blå af nogle hjemmerøvere tilbage i 2010.

Stefan Schwarz skriver i selvbiografien 'De kaldte mig Gud' om, hvordan han sammen med sin familie kom hjem til huset i Portugal en aften i 2010 og mødte to maskerede mænd, som var bevæbnede med en økse og en skruetrækker.

Først gjorde den tidligere svenske landsholdsspiller modstand mod røverne, men det opgav han ret hurtigt.

»Jeg indså, at de fyre var veltrænede, professionelle og kriminelle. Derfor lod jeg min hjerne bestemme. Røverne sløbte mig ned i kælderen, hvor de slog mig med et boldtræ på armene, i maven og på brystet. Godt forslået satte de mig så i en sofa,« skriver Stefan Schwarz ifølge den svenske avis Expressen.

»Alting tågede for mig, men jeg forstod da så meget, at de ikke talte portugisisk. Jeg var dødsensangst for, hvad der skulle ske med min familie.«

Men røverne lod nu familien være. De nøjedes med at tage værdigenstande og tæve videre på Stefan Schwarz, så han til sidst var gul og blå.

Stefan Schwarz var som fodboldspiller en teknisk dygtig midtbanespiller, som var med til at vinde bronze med Sverige ved VM i 1994. I klubsammenhæng optrådte han bl.a. for Malmö FF, engelske Arsenal, italienske Fiorentina og Benfica i Portugal, hvor han altså valgte at bosætte sig efter karrieren.