Den nye træner for Liverpools U18-hold hedder Steven Gerrard, og han begynder med en opsang uden lige.

Gerrard, der spillede i Liverpool fra 1998-2015, er efter mentaliteten med at fokusere på for eksempel Cristiano Ronaldos færdigheder og så gøre ham kunsten efter.

»For mange prøver at efterligne spillere som Ronaldo, når der i stedet er behov for, at du ser på dig selv og siger: Hvad er mine styrker, og hvordan kan jeg forbedre mine svagheder?,« siger Steven Gerrard i følge ESPN.

I februar tog Gerrard turen tilbage til Liverpool, hvor han siden har varetaget forskellige trænerroller i klubben.

Steven Gerrard i aktion i en Liverpool-legends-kamp.
Steven Gerrard i aktion i en Liverpool-legends-kamp. Foto: Carl Recine
Vis mere

Som spiller havde Gerrard sine forcer på den centrale midtbane, som han styrede med sikker hånd og et overskud uden lige. Han kunne spille fodbold og havde samtidig fysikken til at begå sig i en liga som Premier League i mange år.

Netop fysikken vil han også se på sit U18-hold, som han nu skal stå i spidsen for, men de fysiske udfoldelser skal bruges rigtigt, siger Gerrard, og det er altså ikke på at hoppe over bolden 113 gange i et forsøg på at efterligne Ronaldo.

»Der er den her 'showboating'-mentalitet gennem akadamierne, og mange børn tror, der er nødt til at lave 10 finter eller Cruyff-vendinger for at skille sig ud. Vi elsker alle lidt tekniske færdigheder og talent, men den anden del af spillet er kæmpe, den er massiv.«

Liverpools Premier League-hold trænes af Jürgen Klopp for tiden, og hvem ved, måske tyskeren inden længe får Gerrard endnu tættere på trænerbænken? I hvert fald kommer parterne til at se hinanden i Sydney 24. maj, hvor Gerrard og også Liverpool-legenden Daniel Agger deltager i en showkamp mod det nuværende Liverpool-hold.

Gerrard sluttede sin aktive karriere i MLS-klubben Los Angeles Galaxy.