Tidligere Brøndby-assistent René Skovdahl ligner Danmarks næste Premier League-træner. En verdenskendt nordmand baner vejen.

Hans fætter er allerede dér, hvor blot to danskere tidligere har været – og de fleste vil være. I verdens mest eksponerede fodboldliga.

Nu kan den norske fodboldlegende Ole Gunnar Solskjær bane vejen for endnu et dansk trænernavn i Premier League.

John ’Faxe’ Jensen var der indtil for godt et år siden, og Michael Laudrup er der i dag. På toppen af trænerkarrieren i Premier League. Kun to danskere har prøvet kræfter med den bedste liga på den anden side af Nordsøen - 'Faxe' som assistent og Laudrup øverst i hierarkiet som manager.

Nu har Michael Laudrups egen fætter kurs samme vej.

Den tidligere hjælpetræner i Brøndby René Skovdahl er i dag assistent for Manchester United-ikonet Ole Gunnar Solskjær i den norske klub Molde, og dén position sender ham direkte mod Premier League.

Grunden dertil er såre simpel. Solskjær, der i 90’erne og 00’erne var en af Premier Leagues mest notoriske målslugere, har som træner to år i træk ført Molde til det norske mesterskab, og det har fået de engelske klubber helt frem i skoene.

Allerede tidligere på året var Solskjær tæt på managersædet i Aston Villa, men nordmanden sagde nej. Heller ikke Bolton eller Blackburn havde held med at overbevise den gamle måltyv, men før eller siden ender han i Premier League. Formentlig inden for et år eller halvandet. Og når han gør det, tager han sin danske assistent med sig.

- Der har været klubber, som har været interesserede i mig, og René er en sikker del af mit team. Vi arbejder rigtig godt sammen, siger Ole Gunnar Solskjær til sporten.dk

- Nu har vi fuld fokus på arbejdet i Molde, og vi får se, når det gælder udlandet. Men ja, René er en vigtig del af det hold, jeg vil have omkring mig, fortsætter den sympatiske nordmand.

Udmeldingen om at Ole Gunnar Solskjær vil have sin danske assistent med sig, når han skifter Tippeligaen ud med Premier League, overrasker ikke hovedpersonen selv. Internt har han fået samme signaler, og når budet kommer, er René Skovdahl klar.

- Selvfølgelig er det uhyre interessant, hvis det kan stykkes sammen på den rigtige måde. Det vigtigste for mig er at gøre det så godt som muligt for Ole Gunnar som en del af hans stab. Gør jeg det godt der, må tiden vise, hvad der sker. Men det er uhyre spændende. Hvem drømmer ikke om at arbejde i Premier League?, spørger Skovdahl.

- Jeg vil helt sikkert være klar på at prøve kræfter med den liga, hvis muligheden kom, fortsætter han.

Indtil videre ser René Skovdahl imidlertid tiden an og holder blikket rettet mod succes i Molde. Men han ved, at den engelske mulighed kan melde sig før end ventet.

Og sker det, er han ikke i tvivl.

- Ole Gunnar er en fantastisk manager, og det gør også, at jeg har lyst til at blive ved med at arbejde sammen med ham, uanset om han er i Molde eller Premier League, siger manden, der kan blive Danmarks næste træner i fodboldens mest populære liga.