Fra talentholdet til reserveholdet til førsteholdet – og Champions League.

Det går hurtigt for Kasper Dolberg i Ajax Amsterdam.

Efter kun et år i den hollandske klub, er den kun 18-årige dansker klar til at blive smidt ind på den største scene.

Kasper Dolberg er udtaget til  den Ajax-trup, der tirsdag skal spille Champions League-kvalifikation mod græske PAOK. Og han starter såmænd inde. Det bekræfter danskerens mellemmand, Jens Steffensen, over for Tipsbladet.dk.

»Jeg synes, det viser tillid fra træneren, og det viser, at Kasper har et stort talent. Han starter inde, fordi han er den bedste, der er til rådighed,« siger Jens Steffensen til Tipsbladet.dk.

Den unge danske offensivspiller har tidligere på året fået store roser af daværende træner, Frank De Boer:

»Han har leveret et rigtigt godt indtryk, og han får tit tingene til at se meget lette ud. Han er en ung fyr med masser af potentiale, som Ajax kan få masser af glæde af i fremtiden,« sagde Frank De Boer blandt andet.

Også Lasse Schöne er med i truppen for Ajax til tirsdagens Champions League-kvalifikationskamp.