Der var dømt rød-hvid La Liga-glæde, da Andrew Hjulsager fik debut og Pione Sisto scorede for Celta Vigo, som sejrede med 3-0 over bundproppen Osasuna.

Den tidligere FC Midtjylland-profil Pione Sisto startede sammen med Daniel Wass på banen for Celta Vigo, mens Andrew Hjulsager for første gang var i La Liga-mandskabets trup siden sit januarskifte fra Brøndby.

Af de tre danskere var det Sisto, der markerede sig stærkest i kampen med sin 1-0-scoring, som opstod efter et genialt opspil fra Celta Vigo.

Efter en række hurtige pasninger op gennem banen sendte Giuseppe Rossi bolden videre til Sisto med en smart hælaflevering i feltet.

Med en hurtig kropsfinte satte den danske landsholdsspiller sin oppasser, og i fri position kunne han stensikkert hamre bolden op i hjørnet.

1-0 holdt frem til det næste store danske højdepunkt i kampen. 6 minut før tid blev det nemlig tid til debut til Andrew Hjulsager for sin nye spanske klub. Og det havde umiddelbart en positiv effekt på det lyseblå mandskab.

Den tidligere Brøndby-stjerne havde ikke direkte en afgørende fod med i scoringerne, men efter hans indtræden på grønsværen satte Celta Vigo Osasuna til vægs med to mål fra henholdsvis Jozabed Sanchez og Iago Aspas.

Sisto blev skiftet ud efter 61 minutters spil, mens Daniel Wass spillede hele kampen på midtbanen. Celta Vigo er med sejren på 9.-pladsen i den bedste spanske række.