Det kan godt være, at Kasper Schmeichel ikke er øverst i lønhierarkiet i Leicester. Faktisk vurderes han til at være et stykke fra spillere som Jamie Vardy, Riyad Mahrez og N'Golo Kanté. Til gengæld kan han glæde sig over, at klubbens chef lige nu må siges at være i det gavmilde hjørne.

Mandag aften faldt forløsningen, da Tottenham snublede mod Chelsea og dermed gjorde Leicester til sensationelle mestre. Siden har den lille klub fra det centrale England været i ekstase, og det ser ud til at have forplantet sig dybt i klubbens milliardærejer, thailandske Vichai Srivaddhanaprabha.

Leicester-ejer Vichai Srivaddhanaprabha med store armbevægelser.
Leicester-ejer Vichai Srivaddhanaprabha med store armbevægelser. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Ifølge engelske Daily Mails oplysninger vil den stenrige forretningsmand belønne alle 30 spillere i Leicesters førsteholdstrup med en spritny Mercedes B-Class Electric Drive. En bil, som ifølge det engelske medie står til en nypris på 32.670 engelske pund. Dermed skal Vichai Srivaddhanaprabha have godt 10 millioner kroner op af egen lomme.

Men der stopper gaveregnen ikke. Manden med det imponerende navn og en endnu mere imponerende formue, der anslås at være på omkring 20 milliarder kroner, har allerede lovet Leicester-truppen en tur til gambling-mekkaet Las Vegas med alt betalt. Om det også indbefatter lommepenge til casinoerne skal dog være usagt. Læg dertil, at spillertruppen i forvejen er garanteret en bonus på cirka 65 millioner kroner til deling i spillertruppen.

Det er langt fra første gang, at Vichai Srivaddhanaprabha, som ved flere lejligheder har landet sit privatfly på King Power Stadium, viser sin generøsitet. Til en hjemmekamp mod Southampton i april sørgede han for gratis dougnuts og øl til alle Leicester-fans, som elsker sin farverige asiatiske ejer.

Han kan nu se frem til tungere lønbudgetter for at holde på klubbens profiler, der givetvis vil kunne score en betragteligt højere løn andetsteds i forhold til deres nuværende. Det bliver dog næppe et problem for milliardæren, som samtidig kan se frem til de gigantiske indtægter, der venter i kraft af næste sæsons lukrative engelske tv-aftale og den kommende Champions League-deltagelse.

Det er vist slet ikke så tosset at være Leicester-mand i øjeblikket.