Europa League-opgøret mellem Roma og Feyenoord blev, ikke uventet, overskygget af massive tilskueruroligheder.

De to holds respektive fangrupperinger er nemlig kendt som nogle af de mest rabiate i Europa. De hollandske tilhængere fra Feyenoord stod dog for aftenens mest skammelige indslag, da en oppustelig kæmpebanan blev kastet på banen som en racistisk hilsen til Romas sorte spillere - skulle man tro.

Feyenoord-træner Fred Rutten mener dog absolut ikke, der var noget racistisk over den store banan.

»Jeg ser det ikke på den måde. Vi har forskellige nationaliteter på vores hold. Det er nonsens. Man gør alt for meget ud af det her,« brokkede Rutten sig ifølge The Guardian med henvisning til den høje fokus på racisme i fodbold.

Et fokus, der dog har sin grobund i en stadigt voksende række ubehagelige optrin fra fodboldtilhængere, ja hele fanfraktioner, hvor man fra lægterne forulemper spillere med bananer, abelyde og tilråb. Senest skubbede en række hvide Chelsea-fans også en sort mand ud af metroen i Paris efterfulgt af racisme-slagsange.

Opgøret mellem Feyenoord og Roma nåede at blive afbrudt to gange, og hollandsk politi anholdt 22 personer under og efter kampen.

Anderledes muntert tog den sejrende Roma-træner, Rudi García, aftenens skærmydsler:

»Vi kunne have åbnet en butik med alle de genstande, der blev smidt på banen.«

Kampen endte i øvrigt 1-1.