Så er den igen gal med Diego Costa.

Den brasilianske spanier var bænket til søndagens London-derby mellem og Tottenham og Chelsea, og det tog angriberen ikke pænt. Til sidst.

For da det efterhånden gik op for ham, at han ikke ville blive skiftet ind, reagerede han ved at tage sin lyserøde overtræksvest af og kaste den faretruende nær Chelsea-manager Jose Mourinho på udskiftningspladserne.

Det skete efter en længere – og altså forgæves -- opvarmnings-seance langs sidelinjen på White Hart Lane.

Opvarmning.
Opvarmning. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Trøjen røg af på udskiftningspladserne.
Trøjen røg af på udskiftningspladserne. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Efterfølgende replicerede Jose Mourinho således:

»Jeg forventer ikke, at spillerne skal sidde og hoppe og synge på bænken. En bænket topspiller er ikke glad. Men hvis han vil skade mig, så bliver det altså ikke med en vest,« lød det fra Chelsea-manageren, der dog også understregede, at han har et fint forhold til sin topscorer.

Og så kaldte han den veste-kastende spiller for privilegeret – efter et mål i de seneste otte kampe.

»Han er den sidste spiller, der er blevet sat på bænken. Alle har prøvet det. Anfører Terry, Ivanovic, Cahill, Fabregas, Pedro og årets spiller Hazard. Diego er privilegeret over at have fået lov til at blive på holdet i alle disse kampe, men i dag mente jeg, at den bedste strategi ville være at spille sådan her. Jeg er tilfreds med min beslutning og med spillerne,« sagde Jose Mourinho.

Han havde følgende opfordring til sin angriber, der i det hele taget ikke har haft den bedste sæson.

»Hvis Costa kiggede med lidt opmærksomhed fra bænken, ved han nu, hvad der kræves af ham,« sagde Jose Mourinho.

Han kaldte også den samlede Chelsea-indsats for sæsonens bedste. Altså uden Diego Costa.